Natriumbenzoat som topdress i majshelsæd

Promilleafgiftsfonden for landbrug
Hvert år producerer danske landmænd grovfoder til en værdi af 2,8 mia. kr., men tabet ved ensilering, opbevaring og udtagning varierer betydeligt afhængig af bedrifternes management.

Dette tab medvirker til at øge næringsstoftabet i kvægbruget og giver et stort økonomisk tab. Det vurderes, at der i gennemsnit forsvinder 10 % af næringsstofferne i ensilagen, fra den bliver lagt i silo, til den ender på foderbordet.

Store dele af dette tab skyldes varmedannelse i de øverste lag i ensilagen, som kan være svær at komprimere optimalt. Det er især i den øverste del af stakken, der oftest opstår varmedannelse. Her er der risiko for at ensilagen er porøs, hvilket betyder, at der kan trænge ilt ind i ensilagen. Dette giver gode betingelser for uønskede mikroorganismer.


Lige nu undersøges det om tilsætning af natriumbenzoat kan mindske lagertabet i majsensilage.
Foto: Peter Hvid Laursen, VFL, kvæg

Som en del af projektet ”Tab fra mark til foderbord” undersøges det derfor, om varmedannelsen i ensilagen kan hæmmes ved brug af midlet natriumbenzoat. Natriumbenzoat har som egenskab at kunne hæmme gær- og skimmelsvampe, og dermed øge stabiliteten og holdbarheden af det produkt det tilsættes. Natriumbenzoat bruges i forvejen som konserveringsmiddel i en lang række fødevarer og kendes bedst i flydende form som atamon.

Videncentret for Landbrug afprøver lige nu midlet på 4 bedrifter, hvor natriumbenzoat granulat er lagt ud på ensilagestakkene i efteråret 2011, umiddelbart før tildækning. Samtidig har vi nedgravet sensorer der overvåger temperaturen i den øverste del af siloerne.

Se film om undersøgelsen på DLBR Video:
Natriumbenzoat som topdress i majsensilage

Se artikel som er bragt i LandbrugsAvisen:
Atamon skal gøre op med enormt tab i ensilagen